
Hedensted Kulturhus: Fælles om byens kultur og events
Hedensted skal have et sted, der kan samle borgere fra hele området i alle aldre til arrangementer og events.
Et sted, der kan danne rammerne for både store og små kulturoplevelser.
Et sted, hvor fællesskab og borgerinddragelse sikrer en lokal opbakning til fremtidens kulturudvikling i Hedensted Kommune.
Kort sagt: Hedensted by skal have et kulturhus.
Kommunalbestyrelsen besluttede onsdag den 26. februar at igangsætte en undersøgelse om, hvor på Østerbrogade midt i Hedensted, det giver bedst mening at placere et kulturhus. Den undersøgelse tager form som et såkaldt forprojekt for Hedensted Kulturhus.
Og det er ikke bare sådan lige, at skabe gode rammer for fremtidens kulturliv. Forskellige aktører, arrangører og brugere har forskellige behov.
Forprojektet skal sikre, at kulturhuset kan rumme en bred vifte af arrangementer, mens det stadig er moderne og indbydende og har respekt for både byens og gadens DNA.
En af de helt centrale dele af forprojektets undersøgelser er, at finde ud af, om der skal bygges et nyt kulturhus, eller om der allerede nu eksisterer rammer på Østerbrogade, der kan opfylde de krav og behov, der er for kulturhuset.
Her kan du se mere om, hvilket arbejde der lige nu foregår for at få et kulturhus i Hedensted.
Byens samlingspunkt for kreativitet, kultur og fællesskab
Der er allerede blevet gjort et stort stykke arbejde i at finde ud af, hvilke målsætninger der er for kulturhuset. På kommunalbestyrelsesmødet den 26. februar blev det godkendt, at undersøgelserne fremover skal foregå ud fra følgende målsætninger:
Kulturhuset skal:
-
være et samlingspunkt for fællesskab og kultur.
-
facilitere kreative og kulturelle initiativer.
-
styrke samarbejdet mellem foreningsliv, kommune og borgere.
-
understøtte fysiske og mentale trivselsinitiativer.
-
tilbyde plads til udvikling af lokale talenter.
-
fremme frivillighed.
-
bidrage til og understøtte en aktiv bymidte.
Derudover er der mange andre aspekter, der skal tages hensyn til, når det skal besluttes, hvor det skal være.
Hvorfor skal kulturhuset ligge på Østerbrogade?
Det er allerede blevet besluttet, at kulturhuset skal placeres på Østerbrogade. Og det er sket ud fra en større plan om den udvikling, der skal ske i byens historiske gade.
For en del af planerne for Hedensted midtby er på længere sigt, at lave Østerbrogade om til en café-, kultur- og cykelgade.
Ud fra den betragtning, at et kulturhus på Østerbrogade vil styrke det naturlige centrum for liv og aktivitet i midtbyen, er det blevet besluttet, at forprojektet kun undersøger eventuelle lokationer på Østerbrogade.
Med andre ord, skal der altså træffes en politisk beslutning, hvis kulturhuset skal placeres et andet sted.
Vil du være med til at udvikle kulturhuset?
Lisbeth Ivanhoe
Lisbeth Ivanhoe står i spidsen for arbejdet med forprojektet for Hedensted Kulturhus. Tag gerne kontakt til hende, hvis du vil være med til at arrangere midlertidige events og begivenheder.
E-mail: Lisbeth.I.Andersen@hedensted.dk
